Behind the scenes

DERFOR VAR LØVENS HULE EN SUCCES

POTENTIALE FOR AWARENESS I BEDSTE SENDETID

“Er det ikke jer fra Løvens Hule?” er muligvis et af de spørgsmål, som Kasper Ulrich, Christian Aachmann og Christoffer Bak har svaret på allerflest gange, siden de deltog i tredje sæson af iværksætterprogrammet, Løvens Hule, i april 2018.

De tre barndomsvenner fra Aalborg havde alle set programmerne fra de første sæsoner og med deres allerede etablerede produkt, var de da heller ikke i tvivl om, at deltagelse i programmet kunne blive det endelige tilløb for dem til at forbedre og videreudvikle de perfekte herrebukser.

“Vi oplevede, at når folk først havde prøvet vores bukser, så kom de stortset altid tilbage til butikken for at købe et par mere”, fortæller Christoffer og fortsætter, “Men word of mouth kunne bare ikke skabe samme virale effekt, som synligheden på TV ville kunne.”

De tre Aalborg-drenge så et kæmpe potentiale i at pitche deres koncept om komfortabelt herretøj på landsdækkende TV og som noget, der virkelig kunne sætte vind i sejlene på deres forretning. Om deres optræden på TV i bedste sendetid ville føre til en investering, vidste de ikke – og det var såmænd heller ikke behovet for penge, der var motivet for at stille op.

Det var motivationen for at overbevise så mange som muligt om at prøve tøjet med så lav omkostning som muligt og selvfølgelig muligheden for at indhente erfarne investorer, faglig sparring og udvide netværket, der gjorde, at deltagelsen blev en realitet.

STARTSKUD TIL AT OPTIMERE FORRETNINGSPLANEN

Tiden efter Løvens Hule viste sig at være mere end medieomtale, kundehenvendelser og udsolgte varer. Det blev i allerhøjeste grad startskuddet til at opdatere forretningsplanen, optimere de interne processer og arbejde mere strategisk, da lageret tre dage efter Løvens Hule måtte give fuldstændigt efter for den enorme efterspørgsel på de innovative bukser.

“Før Løvens Hule arbejdede vi i øst og vest, og alle interne systemer blev virkelig sat på prøve, fordi salget steg så markant efter programmet”

griner Kasper, der i dag værdsætter det kolossale arbejde alle lagde i virksomheden i tiden, der fulgte efter. “Vi har hele tiden haft fokus på at gøre produktet bedre og gøre markedsføringen stærkere, og derfor var det vigtigt at få styr på alt det bagvedliggende og tekniske, så de sjovere ting kunne følge trop”, fortsætter han.

Der hersker ingen tvivl om, at SHAPING NEW TOMORROW gik fra at spire lokalt i Aalborg til at modnes nationalt på meget kort tid, og virksomheden blev udsat for et kæmpe pres, som de hurtigt måtte finde en måde at få styr på.

“Vores gamle hjemmeside kunne ikke håndtere “negativt lager”, og vi kom derfor til at sælge varer, vi slet ikke havde. Derfor måtte vi bringe familie og venner ind, som kunne hjælpe os med at ringe ud og forklare situationen til kunderne”, fortæller Christian. Med efterspørgsel følger forventninger, og det vigtigste for de tre grundlæggere var da også at forsøge at give kunderne en positiv oplevelse alligevel.

“Vi vil gøre alt for at gå den ekstra mil for vores kunder – og derfor måtte vi bare lægge hovedet på blokken og gøre en indsats for at finde en løsning i samarbejde med kunderne”, fortsætter Christian og understreger, at gennemsigtighed og ærlighed er det vigtigste i en sådan situation, hvor man er presset helt i knæ.

HÅRDT ARBEJDE ER VITALT – OG DET BETALER SIG

Ud over forretningen blev drengene også sat personligt på prøve i månederne efter programmet løb over skærmen. “Det var en vanvittigt hård periode, hvor vi arbejdede 12-15 timer om dagen, syv dage om ugen”, fortæller Kasper og pointerer, at arbejdet udelukkende bestod af drift og at printe labels til de mange pakker, der blev sendt afsted hver dag.

“Vi udskrev alle labels manuelt, og det gjorde jeg hver dag i en måned, så til sidst drømte jeg kun om at printe labels velvidende, at jeg skulle starte forfra igen dagen efter”, fortsætter han.

De driftsmæssige udfordringer betød også, at drengenes egne telefoner blev brugt til at besvare kundernes mange henvendelser. “Vi brugte vores private telefoner til kundeservice i tiden efter Løvens Hule, og vi kunne slet ikke følge med. Det hele bimlede og bamlede konstant, og hver morgen føltes det lidt, som når Børsen åbner på Wall Street, og alting bare flyver op i luften på én gang, og vi blev kimet ned på slaget”, siger Christian.

Den helt store udfordring for SHAPING NEW TOMORROW var dog, at der ikke var nok varer på lager til at dække den enorme efterspørgsel. Derfor blev det meste af tiden brugt på at få styr på lager og produktion og sikre, at kunderne trods alt fik en god oplevelse.

“Vi var nødt til at gøre et eller andet for at rette op på, at vi kom til at sælge produkter, vi ikke havde. Vores kunder er det vigtigste for os, og vi vil gøre alt for at fastholde den gode kundeservice”, fortæller Kasper og fortsætter, “Det tog 3-4 måneder at komme med igen efter Løvens Hule.” Christoffer nikker genkendende,

“Vi var fanget i en turbine af det samme, næsten endeløse arbejde for at forsøge at følge med. Mange sagde “tillykke med succesen”, lang tid før vi overhovedet kom i mål med at imødekomme efterspørgslen, og vi knoklede virkelig hårdt for at få det hele til at hænge sammen”, fortæller han.

STRATEGISK INDSIGT OG SPARRING MED ERFARNE INVESTORER

Et andet spørgsmål de tre grundlæggere ofte møder er, hvorvidt de to investorer, Jesper Buch og Birgit Aaby, stadig er en aktiv del af virksomheden. Og det er de i allerhøjeste grad. De sidder fortsat i bestyrelsen, og den strategiske indsigt fra to erfarne investorer har været udslagsgivende for at få sat skub i forretningen.

“Jesper har sparket til os og været den, der har fået os til at udvikle os og tænke større”, fortæller Christoffer og fortsætter, “Birgit tænker meget over, at det hele også lige skal hænge sammen – også omkring det menneskelige aspekt.”

Der er i det hele taget ingen tvivl om, at de to løvers personligheder har komplimenteret hinanden godt og hjulpet drengene med sparring og gode råd på hver deres måder. Dertil kommer et kæmpe netværk, og forholdet til Jesper og Birgit er da også blevet mere personligt jo længere tid, de har kendt dem, hvor opstarten med samarbejdet var langt mere arbejdsrelateret.

Glæden ved samarbejdet og den professionelle sparring er ikke kun ensidigt. Både Jesper og Birgit har været i iværksættermiljøet og -branchen i mange år, og de kan stadig blive inspireret af nye, unge skud på stammen. 

“Det er en kæmpe fornøjelse at få lov til at arbejde sammen med drengene. De er super passionerede omkring deres arbejde, og man kan virkelig mærke, at de har et stort engagement”, fortæller Birgit Aaby og uddyber,

“Man kan kun have respekt for unge iværksættere, der er arbejdsomme, grundige og som har deres værdier på plads. Det er meget givende at få lov til at være en del af drengenes udvikling og se, at deres kæmpe succes ikke har steget dem til hovedet.”

FORDELING AF TITLER OG ARBEJDSOMRÅDER

I alle virksomheder skal roller og arbejdsopgaver fordeles, men hvordan beslutter man som nystartet virksomhed, hvem der skal have titlen som direktør? “I Løvens Hule måtte vi ikke sige, at vi alle tre var direktører.

Men altså, vi bestemmer alle tre alligevel”, griner Kasper, som i dag er blevet tildelt titlen som direktør og er ansvarlig for økonomiske og strategiske beslutninger samt HR og rekruttering.

Det betyder dog ikke, at de to andre ikke har noget at skulle have sagt. “Vores titler og arbejdsområder er i høj grad faldet i hak på baggrund af interesser, men vi er alle tre i synergi med hinanden og supplerer hinanden godt, når der skal træffes store beslutninger”, stemmer Christian i, der i dag er marketingchef med en afdeling på hele otte mand under sig.

Han er ansvarlig for al markedsføring, mens Christoffer som produktchef er ansvarlig for produktudvikling og salg i de fysiske butikker. “Vi har lært at balancere et årelangt venskab med en travl virksomhed, der er i rivende udvikling.

Det har vi kunnet ved at lytte til hinanden, og jeg synes, vi nuancerer hinandens holdninger rigtigt godt”, siger Christoffer.

Venskabet består og kan mest af alt sammenlignes med et langt ægteskab, hvor de hver især kender hinandens styrker og svagheder, men samtidig er blevet bedre til at kommunikere internt – og de er alle tre enige i, at det er en essentiel faktor for, at virksomheden og venskabet bistår.

FRA DE PERFEKTE BUKSER TIL DEN PERFEKTE SKJORTE

 starten af 2020 er en ny sæson af Løvens Hule begyndt, og siden de tre drenges idé tonede frem på landsdækkende TV i bedste sendetid, har de fået mange henvendelser om, hvad deres oplevelse var ved at deltage.

Udover de fem grunde, der er blevet belyst, var det muligheden for efterfølgende at kunne perfektionere det produkt, som de blev kendte på: De perfekte bukser.

“Vi har aldrig været i tvivl om, at vi også ville revolutionere den øvrige herregarderobe, og da vi tilbage i november måned lancerede en helt ny skjortekollektion, var vi rustede til efterspørgslen på grund af vores erfaringer fra Løvens Hule”

siger Christian.

Jesper Buch var samtidig ansigtet i front for lanceringen, og det beviser blot, hvad et gedigent og gennemarbejdet produkt, et godt samarbejde og en succesfuld investering kan resultere i. “Lanceringen gik over al forventning, og skjorterne er nu – sammen med bukserne – et af vores bedst sælgende produkter”, fortsætter Christian.

MENNESKELIGE VÆRDIER I ØJENHØJDE

Et af de vigtigste parametre for en succesfuld forretning er at have et sundt og grundlæggende sæt værdier. For SHAPING NEW TOMORROW er det ingen undtagelse. “Vi har holdt fast i de værdier, vi havde helt fra starten, og det oplever vi, at folk har enormt meget respekt for”, siger Kasper.

Det har altid ligget drengene nært at være i øjenhøjde med kunderne, selvom det ikke længere er dem selv, der står bag disken i butikken. “Det kunne aldrig falde os ind at gå på kompromis med vores værdier, og vi er meget bevidste om, at vi stadig er mennesker, der handler med mennesker. Derfor er god service så væsentlig en del af vores værdisæt”, fortæller Christian. Dertil kommer, at der aldrig gås på kompromis med produktionen af tøjet, hvilket er en af grundene til, at alt tøj produceres i Portugal.

“Vores fokus er at udvikle de bedste metervarer, som vi får syet til klassisk herretøj, alle mænd kan gå i, og bag hvert enkelt produkt ligger mange tanker og adskillige timers arbejde”, siger Christoffer.

ET LØFTE OM EN BEDRE I MORGEN

Navnet, SHAPING NEW TOMORROW, byder reelt på et stort løfte. Et løfte om at skabe en bedre i morgen. Men det er lige netop den opfattelse af virksomheden, drengene gerne vil vise verden.

“Vi arbejder hver dag for at gøre noget mere og noget bedre, og den følelse vil vi selvfølgelig også gerne give vores kunder”

siger Kasper. Helt kort betyder det, at SHAPING NEW TOMORROW helt fra starten har gjort noget anderledes inden for klassisk herretøj, og deres ypperste formål er at gøre hverdagen – og hver dag – mere komfortabel uden at gå på kompromis med udseendet.

“Det er vigtigt for os hele tiden at tænke fremad, så vi kan fortsætte med at være on top med vores værditilbud. På den måde kan vores kunder blive den bedste udgave af dem selv ved, at vi udvikler bedre og mere ansvarlige produkter,” siger Christian.

Og netop ansvar og bæredygtighed er et stort emne på tegnebrættet i øjeblikket.

Men de tre grundlæggere er også indstillede på, at omstillingen til en grønnere produktion kommer til at tage tid. “Vi har virkelig travlt, men alligevel arbejder vi hårdt og seriøst på at få skrevet vores CSR-strategi, og vi indtænker SDG’er i vores dagligdag. Vi vil gøre noget bedre for den branche, vi befinder os i, og det kan vi gøre ved at tage ansvar og være ærlige omkring, at så store emner som bæredygtighed tager tid at implementere fuldstændigt”, supplerer Christoffer og understreger, at CSR bliver ét af de primære fokuspunkter for 2020.

HØJE AMBITIONER, NORDJYSK BESKEDENHED OG VARIGT VENSKAB

Selvom det er ved at være længe siden, SHAPING NEW TOMORROW første gang rullede over TV-skærmene i de danske stuer, er der stadig stor efterspørgsel på de perfekte bukser – og det øvrige sortiment for den sags skyld.

På trods af at virksomheden blev grundlagt tilbage i 2015 af tre ydmyge, nordjyske barndomsvenner, er ambitionerne skyhøje.

“Vi har gennem det seneste halvandet års tid fået et solidt gennembrud i Danmark, hvor vi har åbnet en butik i København, åbnet hovedkontor i Aalborg og fået endnu flere kolleger med på holdet”, fortæller Kasper, der suppleres af Christian: “I overført betydning sammenligner vi alt det her med at løbe en maraton, og vi har lige krydset 5 km mærket.

Der kommer helt sikkert uventede forhindringer eller omveje undervejs, men det er jo dét, som er med til at gøre hele turen så spændende”, siger han. Vigtigst af alt er, at drengene har formået at holde venskabet intakt undervejs, og der er ingen tvivl om, at de er helt på samme side omkring, hvor de og virksomheden er på vej hen.

UDLANDET VENTER FORUDE

Knap halvandet år efter, at SHAPING NEW TOMORROW optrådte på TV i Løvens Hule, har de uden tvivl fået rodfæstet sig i danskernes bevidsthed. Regnskabsåret 2019 kommer endnu en gang til at vise historisk overskud, og det overskud skal nu bruges til at spille på flere heste – særligt i udlandet.

“Vi har virkelig fået skabt os et brand i Danmark, og vores næste mål er at komme ud over stepperne i Tyskland og Sverige. Faktisk kommer 15 % af vores omsætning allerede fra Tyskland, men vi vil selvfølgelig gerne have tallet højere op”, siger Christoffer.

Der er planer om at ekspandere webshoppen yderligere på andre sprog og åbne flere butikker, men drengene ved godt, at det ikke bliver nemt. “Vi kan ikke bare overføre markedsføringen én til én, for vi er slet ikke et kendt brand uden for Danmarks grænser endnu”, supplerer Christian, “Men med det team, vi efterhånden har fået samlet, er vi selvfølgelig overbeviste om, at vi kan nå ud i det store udland, og at andre også vil elske vores produkter.”