Stryg skjorten til perfektion - følg disse 5 steps

Strygning af skjorter - gode skjorter til mænd eller dameskjorter - bliver aldrig en sjov tjans, man ser frem til. Det tager tid og er ualmindelig kedeligt i længden. Men med et godt håndelag og musik i ørene går det hele lidt nemmere og hurtigere. Dog rejses der altid de samme spørgsmål. Hvordan stryger man en skjorte? Hvad er den bedste måde? Hvordan undgår man folder? Vi giver dig svarene, hvis du følger disse simple steps: 


1) Fold skjortekraven ned og stryg

Det er en god idé at starte med at folde kraven ud, og stryge den. Fold kraven fladt ud og stryg den på både for- og bagside. For at sikre, at kraven laver en naturlig fold, skal du stryge langs kraven fra kravespids til kravespids. 


2) Stryg bagsiden

Det er individuelt, om man foretrækker at stryge bag- eller forsiden først ved strygning af skjorter. Men ryggen vil sandsynligvis være mindst synlig - især hvis der også bæres jakke. Derfor er det at foretrække at gemme forsiden til sidst, hvis der skulle opstå et par småfolder undervejs i strygeprocessen. Du stryger bagsiden ved at lægge den øverste del af ryggen og skulderpartiet fladt på strygebrættet og stryger oppefra og ned. 


3) Stryg ærmerne langs syningerne 

Ærmerne kan være et tricky sted, hvis man vil have en helt perfekt glat skjorte. Hold tungen lige i munden og brug god tid på at placere ærmet rigtigt på strygebrættet i første omgang. Det gør du ved at folde ærmet ud og glatte det med hånden i forvejen, så du ikke laver folder når du stryger. Hemmeligheden bag et velstrøget ærme er at stryge langs syningen fra skulder og hele vejen ned til skjortens håndled. Husk at vende skjorten, og gøre det samme på den modsatte side.


4) Slut af med skjortens forside

Til sidst stryger du skjortens forside. Læg først den ene side af skjortens forside fladt på enden af brættet. Kunsten ved strygningen af denne side er at komme godt ind imellem knapperne, for at få det flotteste resultat. Men husk ikke at stryge over knapperne, som typisk er lavet af plast. Bagefter kan du stryge forsidens anden side. Ekstra strygetid på forsiden er givet godt ud, da det er det mest synlige sted på din skjorte. 


5) Hæng skjorten på en bøjle 

Når du har brugt måske 10 minutter på at stryge en skjorte til perfektion, vil det være dumt at folde den sammen - eller endnu værre at smide den hen på den tøjstol, vi alle har derhjemme. Hæng altid skjorterne op på bøjler med det samme, hvis du vil have perfekt strøget skjorter på hver gang. Sørg for at skuldrene hænger korrekt og lige på bøjlen, og luk gerne skjorten ved at knappe de øverste knapper. På denne måde er skjorten helt glattet ud, og du undgår folder. Hvem gider dog at stryge skjorten påny lige inden, man skal ud af døren? 


Skal du ud at rejse, kan det dog være svært at undgå krøllede skjorter i kufferten. Hvis muligt anbefales det altid at have dem med på bøjle - eller så må du have dankortet op af pungen og investere i et praktisk rejsestrygejern. 


Få en glat skjorte uden strygning

I tilfælde af du ikke har en bedre halvdel til at tage sig af strygetjansen, eller måske du bare ikke gider spilde din tid, er der håb forude. Du kan nemlig få en forholdsvis glat skjorte, der ser strøget ud, selvom du ikke har haft strygejernet i hænderne. Du skal blot foretage få ændringer i din vaske- og tørreproces.


Efter skjorterne har været i vaskemaskinen, skal du stikke hver skjorte under den løbende hane, så skjorterne er temmelig våde. Alternativt skal du fravælge centrifugering på maskinen, så skjorterne er våde, når vasken er færdig. Summa summarum skal de være gennemvædet for ikke at krølle. Næste step er at smide de våde skjorter i tørretumbleren i 7 minutter - hverken mere eller mindre. Sæt alarm på din smartphone, og hav bøjler klar. Ryst skjorterne og knap skjorten for at få det bedste glatte resultat. Og så er det bare at vente på at de tørre. 

Strygefri skjorter - skal, skal ikke? 

Hvis du vil undgå al besværet med strygning af skjorter selv, kan du selvfølgelig også sende dem til vask og udglatning på det nærmeste renseri eller investere i en stak strygefri skjorter. Men der er delte meninger om hvorvidt de såkaldte ‘strygefri’ skjorter egentlig er så strygefri endda. Vaskes og hænges de op som det resterende vasketøj - ja, så skal de alligevel have en tur med det varme jern. 


Har man tiden, lysten og ønsker det flotteste resultat kan det bedst betale sig at øve sig i strygningens ædle kunst. Øvelse gør som sagt mester. Det var vores tips til, hvordan du bedst muligt stryger dine skjorter, men der er også flere eksempler på, hvordan du bestemt ikke skal bruge dit strygejern. Hold dig til det helt simple.